Højbjerg bliver hub for iværksættere

skrevet af: Filip Ulrichsen, Kommunikationschef

 

Østjyske iværksættere får en ny port til viden, kapital og trygge rammer. Højbjerg-virksomheden Valeur Group vil gøre sig til hub for mindre virksomheder, som man vil investere i og hjælpe videre.

Virksomheden Valeur Group har et stort og moderne kontorhus i Højbjerg, hvor der er kapacitet til at udvikle mindre virksomheder og hjælpe iværksættere i gang.

Valeur Group har netop lavet sin første investering, i Restaurant Gastromé, og nu vil man også åbne dørene for østjyske iværksættere, der har brug for et skrivebord og adgang til Valeurs mange services.

I april meldte Valeur Group ud, at man var trådt ind i ejerkredsen hos Michelin-restauranten Gastromé. Og står det til ejer og adm. dir. Klaus Valeur Leffers, er Valeur Group slet ikke færdig:

”Vi er på udkig efter flere opkøb eller investeringer. Samtidig rækker vi en hånd ud til nye iværksættere. Så for os handler det både om business og om at give noget tilbage til det lokale erhvervsliv.”

Klaus Valeur

Klaus Valeur Leffers – Fotograf: Jette Jaacks

 

Deleøkonomi for små virksomheder

De virksomheder og iværksættere, Klaus Valeur Leffers har i kikkerten, er nogen, der enten mangler en indsprøjtning af viden eller kapital, eller som kan se en fordel i at dele rammer og basale funktioner med andre virksomheder i gruppen.

Ud over domicilet i Højbjerg med mødelokaler, kantine og parkeringsplads råder Valeur Group over det man kalder ’shared services’, og det er disse, man stiller til rådighed for sine investerings-cases og, imod et mindre fee, for nye iværksættere.

De ’shared services’ omfatter bl.a. IT-infrastruktur, specialister inden for IT, regnskab, jura og marketing.

Endelig er der ”trumfkortet”, som Klaus Valeur Leffers kalder det, i form af Valeur Groups to specialer, btb-salg og digital kundeservice.

Her har Valeur Group stor fokus på AI-teknologi og international forretningsudvikling.

 

Ny vækststrategi i Valeur

Gruppestrukturen og opkøbet af Restaurant Gastromé er et led i en ny strategi, forklarer ejer og adm. dir. Klaus Valeur Leffers:

”Vi vil gerne hjælpe iværksættere i gang ved at tilbyde vores shared services. Men som investor er vi mere interesseret i etablerede virksomheder. Vi er indstillet på at foretage en større investering om året. Hastigheden afhænger selvfølgelig af, at der opstår de rigtige muligheder.”

Valeur Group har det lange lys på.

”Der er en masse hype om start-up miljøet. Nogle gange kan dollartegnene i øjnene bliver lige lovlig store. Men jeg hørte for nylig erhvervskvinden Mette Hejl sætte ord på alternativet med begrebet stay-up virksomheder,” forklarer Klaus Valeur Leffers og fortsætter:

”Vi skal huske at fejre dem, der lykkes med at holde sig oppe. Det er dem, vi kigger på, og som vi tror, vi kan hjælpe med at blive mere solide og lønsomme. Ikke gennem et quick fix, men ved at lære hinanden godt at kende, inden vi investerer.”